Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Peder Freund

Der er så mange små dyr i verden; men kunstneren Peder Freunds Smaa Dyr har deres helt eget univers.  De befolker en verden med rangorden, adfærd, skrifttegn, musik og ritualer. De Smaa Dyr lever i en rangorden fra Ceremoni-dyr, over Vogter-dyr, Tårn-dyr og Nøgle-dyr til De Hellige Tre Smaa Dyr, der bor i Kobber-, Sølv- og Guldtårnet på Smaa Dyrs Hellige Borg.

De Smaa Dyr indgår i en universel cyklus med erkendelse af en harmoni mellem dem selv og deres verdensbillede. For Smaa Dyr er det vigtigt at forstå deres indbyrdes forhold. De bruger også deres energier og kraft på at gennemføre kontakten til ”de andre planer”, deres forfædre og deres forhistorie.

Om Smaa Dyr er sorte eller hvide – eller har mørke eller lyse farver – har ikke noget at gøre med, om de er gode eller onde – det handler mere om det lyse og det mørke i sindet.

De Smaa Dyrs univers er et positivt univers. Som selvbestaltet skaber kan man godt tillade sig at vælge det onde fra, mener Peder Freund.

Ideen til Smaa Dyr opstod, da Peder Freund for mange år siden så en tv-udsendelse om en grønlandsk åndemaner. Det blev vist, hvordan åndemaneren pustede ”liv” i en amulet. Man så selve den rituelle handling, hvor knogler, små sten og sedler med tekst og symboler blev puttet ind i amuletten, som til slut blev surret sammen med sener og pyntet med fjer. Denne skabelsesproces fascinerede Peder Freund så meget, at han besluttede at skabe sit eget kunstneriske univers.

At jeg blev de  Smaa Dyrs far er ingen tilfældighed, siger Peder Freund. Urmennesket, dets levevis og mystik har altid fascineret mig. Stabelvis af mere eller mindre lødig litteratur om emnet har gennem årene lagret sig i min underbevidsthed. Den fælles religion for urmennesket, og de endnu levende oprindelige befolkningsgruppers tro på at alt er beåndet, at alt er levende og skal respekteres, samt ønsket fra deres side om at komme i kontakt med ånderne, bragte mig ansigt til ansigt med ”døren” mellem det synlige og det usynlige: åndemaneren. Det afgørende punkt kom, da jeg så den grønlandske åndemaner med et blink i øjet og respektfulde hænder forme en lille lykkeamulet; små knogler, ting og sager – indblæse den gode ånd, omhyggeligt omvikle amuletten med sener og forvandle den til en lille charmerende rypeform. Jeg måtte simpelthen lave noget lignende.

 

 

CV Peder Freund, f. 1951

Uddannelse
Det Fynske Kunstakademi under Kaj Kylborg.

Har rejst bl.a. i Syd- og Mellemamerika, gennem det tidligere Sovjetunionen, samt Sibirien og Nordafrika.

Udvalgte udstillinger
2013
Kunstmesse Art Herning, med Gallerie Rasmus
Gallerie Rasmus, København

2012
Grenen Kunstmuseum/Gallerie Rasmus, Skagen
Kunstmesse Art Herning, med Gallerie Rasmus
Kunstmesse Art Copenhagen, med Gallerie Rasmus
Korup Sognegård, Korup

2011
Galleri 5000, Odense

2010
Galleri 5000, Odense

2003
Galleri 5000, Odense

2002
Toldboden, Kertminde

1995
Gallerie Rasmus, Odense

1993
Gallerie Rasmus, Odense

1992
Gallerie Rasmus, Odense