Vi har på ny været rundt i Europa, og jeg har på ny skrevet dagbog.
Dagbogen er først og fremmest skrevet for at jeg kan huske hvad jeg har lavet.
En ekstra grund til dagbogen er dog også, fordi jeg tror det måske vil bidrage til at man vil kende de enkelte kunstnere lidt bedre. Om det har nogen betydning, er nok individuelt.
I hvert fald er min holdning – synes du ikke det kan være interessant, så lad være med at læse videre.
Hvor svært kan det være.

Aldrig har vi trængt så meget til at komme hjemmefra. Eksplosion i antallet af erhvervsaftaler, udstillinger udenfor huset, og så lige åbning af Danmarks største galleri i Skagen.
Somom det så ikke var nok - 2 dage i sygeseng på Odense Universitetshospital med næseblod der ikke ville stoppe.
Når de sidste dage er planlagt i detaljer, så kan det godt nok ødelægge en del.
Når det så er sagt trækker det i en for at være på Skagen i sommer. De første dages åbent (1.-4.maj), var en utrolig positiv oplevelse. Publikums reaktion var meget positiv, og blot det at gå rundt i disse fantastiske lokaler – med interessante malerier, skulpturer m.m. omkring sig – det er så fedt. Vi skulle have været på museet, på grenen o.s.v., og nåede intet af det.
Inden vi kommer af sted har vi så lige 5 ferniseringer og en masse andet. Vi arbejder stort set døgnet rundt – så når vi kommer frem til den 20. maj siger vi: ”Det var det - det resterende bliver til juli, såfremt det kræver vores deltagelse”.

21. maj 2008
Kørte fra Danmark kl. 5.15.
Vi havde en rolig tur igennem Tyskland, fint kørevejr, uden kø og for meget vejarbejde, så det var fint.

Vi ankom til Mickelstadt kl. 14.30, hvor vi skulle besøge Marita og Hans Sieverding. Som sædvanligt utroligt positive og venlige at besøge.

 

Marita havde tryllet i køkkenet, og jeg havde glædet mig til hendes salat og tærte. Fantastisk at salat kan smage så godt. De forrige år havde vi fået asparges og skinke, hvilket ligeledes smager ufatteligt godt. Marita havde ligeledes forberedt det i år (idet det er højsæson for det). Jeg måtte desværre forklare at jeg sidste år fik voldsomme smerter efter asparges, på grund af podagra - pokkers. Kagen til kaffen kan slet ikke beskrives.
I atelieret blev vi på ny benovede over hvor fantastisk en maler Hans er. Ufattelig at han på ny kan overraske os så meget. Vi syntes sidste år at det var fantastisk, og så virker det endnu mere interessant i år.
Vi så fotos fra nogle af hans sidste udstillinger rundt omkring i Tyskland, og det var virkeligt ”stort”. Man bliver helt ydmyg over at kunne få lov til at arbejde med hans værker. De største kunstnere er ofte de nemmeste at arbejde med – hvilket Hans Sieverding er et tydeligt bevis for.
Hans Sieverding er meget positiv over den ukomplicerede og ligefremme måde vi forsøger at formidle kunstoplevelser på, så vi vil garanteret have et forrygende samarbejde lige så længe vi begge fysisk er i stand til at arbejde.
Hans Sieverding fik forklaret mit arbejde i forbindelse med Unicef by 2008-Odense, hvor jeg skal forsøge at skrabe nogle penge ind. Han var straks med på ideen om at sælge et værk af ham til fordel for projektet. Hans stillede en række værker op jeg kunne vælge imellem, og meget gavmildt forærede han et maleri til en normalpris på 16.500,- kr.

Pasta, kanin, salat mm til aften smagte så godt at vi simpelthen var nødt til at springe desserten og efterfølgende kage over. Det ødelagde på en skøn måde ens appetit. Hans kunne huske at jeg var glad for en øl efter en god middag med rødvin, så han havde investeret i et større arsenal af forskellige øl. Jeg slog mig på hvedeøl.
Efter at havde siddet ved bordet og nikket et par gange blev vi enige om at gå til ro.

22. maj 2008
Morgenmad kl. 8.00 med æg fra Antoinette, Linda, Flöckchen og Kiwi.
Disse ”piger” er naboens høns. 

 

Hvem af disse der havde lagt hvad, stod skrevet på æggene tilligemed hvilken dag det var sket. Kiwi var en høne fra Sydamerika som lagde æg med lysegrøn skal med et lavt kolesterolindhold. Æggene kostede lidt mere end de billige i supermarkedet, men så blev de også leveret ved døren. I går kom de lidt senere end normalt, idet naboen var nødt til at vente på at Linda, Kiwi og de andre kunne blive færdige.
Vi fik snakket om vore udstillingsplaner for fremtiden, og Hans havde et forslag til ny kunstner i galleriet. Jeg var dog ikke helt sikker på det ville være noget for mig, så vi droppede ham. Skønt at han kigger på emner til vort galleri blandt kolleger i Tyskland. Dejligt at man kan være så kollegial.
Afsked med Marita og Hans kl. 10.15, og ”on the road again”. Vi tog retning mod Paris, hvor vi 70 km udenfor i en lille landsby skulle møde Silvy og Laurent Chabolle.
Vi blev enige om at prøve at køre 110km i timen hele vejen, hvilket viste sig at betyde ca. 150 km yderligere på en tank diesel. Smuk vej i Tyskland, men rasende kedeligt i Frankrig. Lange afsnit med store landbrugsarealer, som var rimelig ens. Det starter med at være interessant, men efter et par timer er det utrolig kedeligt, når det ligner hinanden så meget.

23. maj 2008
Stod op kl. 8.00 og ventede på værtsparret skulle få øjne. Det var som det plejer, de sover til kl. 9.00, og ser alligevel ikke særlig friske ud. Theo er draget af sted med skolebus kl. 7.00.
Morgenmad, og derefter i atelieret for at vælge skulpturer ud til Laurents udstilling i Odense. Jeg vælger imellem gamle og nye skulpturer. På trods af at jeg har været her mange gange før, er der på loftet en del ældre skulpturer jeg ikke kan huske.
Laurent er begyndt at male mere på sine skulpturer, og i haven ligger flere stykker bemalet rustent jern, og bliver smukkere og smukkere – efterhånden som vejrliget arbejder med på projektet.

  
 

Laurent beklager sig over at han ikke har nået at lave flere skulpturer til mig end tilfældet er (jeg er godt tilfreds). Næste gang vil han gerne have et år til at forberede en udstilling.
Siden jeg var her for 2 år siden går det bedre og bedre i hans franske gallerier – i Lyon, Paris og Douville. På en netop afsluttet udstilling havde han solgt 32 skulpturer. Godt for ham – med tre børn under uddannelse. Tomas i Rom, hvor han uddanner sig til journalist, Agathe på arkitektskole i Paris, og Theo der efter sommerferien skal på universitetet i Paris, så er der nok at bruge penge til. Paris er rasende dyr at bo i, hvis man overhovedet kan finde en lejlighed.
Jeg fandt mit Unicef by 2008 – Odense skilt frem og forklarede ham om mit projekt med auktion til fordel for skolebørn i Bolivia. Laurent var straks med på ideen, og mente vi skulle finde en engel – hvilket vi så gjorde.
Priserne i Frankrig er noget højere på kunst end i Danmark, så vi må arbejde på en model der vil kunne fungere. Denne gang synes jeg dog ikke der skal så meget ”trylleri” til, før det formodentligt kan lykkes. Laurent har lavet nogle fantastisk interessante skulpturer og vægobjekter.

  
 

Vi spiste for 8-10 år siden på en fantastisk restaurant i Sens. Vort forslag om at besøge den i aften blev modtaget positivt – så det prøver vi. En restaurant med en masse gode Bourgogne vine på hylderne – flaskerne åbne på hylden, så vi kan prøve mange forskellige. Vi befinder os jo i yderkanten af Bourgogne distriktet. Det vil jeg se frem til, og forsøge ikke at ødelægge min appetit for meget i løbet af dagen, hvilket ikke bliver nemt med Silvy som kok.
Laurent klargør skulpturer til os, jeg skriver – og overvejer en lidt tidlig middagssøvn i skyggen under de store træer i haven. Nå ja middagssøvn kan jeg vel ikke kalde det når vi ikke har fået middagsmad, men pyt så sover jeg bare uden at kalde det noget – hvor svært kan det være.

 

Med avisen i hånden er Laurent ved at død af grin. Han har fået øje på vejrudsigten for hele Europa. Sol i København, overskyet i Marseille og regn i Nordspanien – hvor vi skal hen herefter. Det er godt nok topmål for ondskabsfuldhed.

 

Aftenens middag i Sens blev ingen skuffelse, bortset fra restaurantens indretning. Tidligere meget spartansk, egentlig kun stole, borde og hylder med vin. Nu var der puttet alt muligt skrammel ind. Tjeneren var enig med os i at det var bedre tidligere. Vi glemte dog omgivelserne da vi fik serveret menuen inkl. diverse bourgogne vine. Med kritikken af sidste års dagbog i erindring skal jeg undlade en længere beskrivelse af menuen, men blot nævne at det ikke var det værste vi har prøvet, til meget rimelig pris - og så bør det vel lige nævnes at deres hovedrestaurant lige om hjørnet er vildt dyr og berømt. I forbindelse med sidste års dagbog var enkelte i tvivl om hvorvidt vi kørte rundt for at besøge gallerier og kunstnere vi samarbejder med, eller det blot var en undskyldning for at indtage lækker mad mange forskellige steder.

24.maj 2008
Stod op kl. 7.00, og nåede at spise morgenmad sammen med værtsparret kl. 7.30 inden vi drog sydover mod Marseille. Turen gik fint, og Marseille lå som den plejer og så indbydende ud. En del af deres nye sporvogne var på skinner, hvilket havde bevirket at der var inddraget en masse parkeringspladser, hvilket gjorde at det krævede endnu større kreativitet at komme af med bilen. Bernard Remusat var dog hurtig til at finde en ”god en” til os – midt i en fodgængerovergang. Ingen problemer mente han, parkeringsvagterne holdt fri fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Jeg var dog ikke helt tryg ved det, og vi blev enige om at køre ned på vort hotel med bilen, og køre tilbage til Bernards atelier i hans bil.

          
 

Unicef by 2008-Odense skilt blev hævet frem, og Bernard var som tidligere kunstnere meget positiv. Han fandt et nyt maleri på papir frem, tilligemed et nyt litografi.
 

        
 

Vi fik kigget på nye malerier til Bernards udstilling i Kolding, og fik snakket en del om fremtid – herunder udstilling i Odense 2009 og nye produktioner af grafiske arbejder - inden vi drog ned til Galleri Sordini, hvor vi havde en aftale.
Halvt oppe i en skraldespand med bagenden, og et let puf til ham foran og vi havde en parkeringsplads lige ud for galleriet.
Skal man bo i Marseille står valget imellem ny bil og fast parkeringsplads eller gammel skrammelkasse og plads på gaden. Jeg tror jeg ville vælge det sidste. I trafikken synes Bernard at have visse fordele - folk holder i hvert fald tilbage når han kommer i sin gamle hvide (næsten), bulede og rustne Ford Sierra.
I galleri Sordini mødte vi hr. og fru Sordini samt Raymond Berbiquir med frue. Dagen efter var vi inviterede ud til Berbiguir og spise.
I galleriet var det sidste dag med udstilling af maler fra Midtfrankrig, som vi havde glædet os til at se. Det var første gang han udstillede hos Sordini, og han havde solgt 12 ud af 15 malerier. Jeg fandt malerierne meget interessante, men for dyre til Danmark – så vi nøjedes med at kigge. På galleriets computer fik jeg vist Berbiguir hans ophængningen i Skagen af pasteller, hvilket han blev glad for at se.
Aftenen slog vi på ny ihjel med en af vore yndlingsbeskæftigelser – mad på en skøn Provencerestaurant.

 

Hovedretten var en forrygende måde at servere Magrette de Canard på. Kaffen indtog vi på fortovet, hvor der var en skøn temperatur – nu kunne vi mærke vi var kommet sydpå. Det at sidde ude om aftenen, når solen ikke banker ned – bare skønt. Bernards datter og svigersøn fra Amsterdam var på besøg, og vi fik hørt om deres planer for næste uge, hvor de skulle til København til polterabend. Svigersønnens bror bor i Malmø, og ansat hos Mærsk i København.
Hjemme på hotelværelset spredte hyggen sig. Toiletbesøg foregik så at sige midt i værelset. Man havde smidt en kasse ned, indeholdende et toilet. En arkitekt må havde kigget på en tegning, og fundet ud af at målene på toiletrummet kunne være så stort – uden at tænke på at når man sidder på toilettet stikker knæene ret langt frem. I hvert fald var vi nødt til at trække bukserne ned udenfor og bakke ind, og efter flere forsøg måtte lukning af døren opgives. Man kommer ”tæt på hinanden” når man overnatter på Etape hotel i Marseille. Efter sigende skulle det være standard rundt omkring på Etape hoteller i Frankrig, så udvælg din sovepartner med omhu.

25. maj 2008
Morgenmad på franske billighoteller er ingen fornøjelse. Dog skal siges at her fandtes et spiseligt brød, udover alle deres forskellige slags sandkage og andre søde brødsorter. For 5 euro kan man jo heller ikke forlange så meget. På disse billighoteller er bilen næsten altid låst inde om natten – bl.a. derfor. Bernard hentede os (idet det regnede), og vi kørte til hans atelier. Elskemarie fandt en stor buket blomster til Berbiquir. Vi fortsatte snakken om fremtidige udstillinger m.m. Odette (Bernards kæreste indfandt sig), og vi gjorde klar til afgang mod Berbiguir. Forbi Marseilles fodboldstadion, Le Corbucier bygningen og til højre, så var vi der. Raymond Berbiquir var alene hjemme da vi kom, og gik rundt og så ud som om han forsøgte at være huslig – det så ikke ud som om det var noget der skete hver dag. Hustruen indfandt sig, og et sandt madorgie overfaldt på ny en. Der var heldigvis ingen mulighed for flugt. Udhulede tomater med krabbekød, salat m.m. Benløse fugle på fransk – snøret kalvekød indeholdende diverse gode sager. Diverse oste og sluttelig små vandbaggelser med hjemmelavet is og diverse tilbehør. Efter middagen på hovedet i Raymond Berbiquirs nyeste produktion. Til Unicef projektet kunne vi bare tage hvad vi ville, og det skulle han ikke sige 2 gange. Et større billede til ca. 24.000kr blev udvalgt. Jeg fik dog skrupler, idet jeg ikke har nogen erfaring med hvad vi kan få ind ved et salg på auktionslignende vilkår. Raymond tog det dog ganske roligt, idet han mente det var en god sag, så måtte vi risikere noget.

 

Værker til Art Copenhagen blev valgt. Et par stykker fra en serie han kaldte ”Mafiabilleder” blev udvalgt, tilligemed nogle meget stærke portrætter. Hans billeder virker meget stærke og ”hudløse”.
Priser på Raymonds værker bliver sat i samarbejde med Sordini, og vi fik lavet aftale med ham om dette. Sordini havde netop indfundet sig. Vi fik aftalt at vi næste år laver en udstilling i Odense med Bernard og Raymond Berbiquir sammen i Ny Vestergade 9 – og Bernards kæreste Odette i nr. 8.
Pasteller m.m. blev pakket ned, og vi kørte tilbage til centrum, hvor vi besøgte Odettes atelier.
Aldrig har jeg set et lokale hvor pladsen er så godt udnyttet. Dog skal siges at jeg nok fylder gangene bedre ud end Odette.
Allerede sidste år så vi på Odettes billeder, som er meget eventyragtige. Ufatteligt mange detaljer, og indeholdende mange elementer med betydning. Stort set alle motiver har en bestemt betydning, de er ikke blot påført for at skabe balance i værket eller lignende. Sidste år snakkede vi med Odette om at prøve at bruge H C Andersens eventyr som inspiration, og det har hun allerede forberedt. Billederne er ikke skabt endnu, men ideerne bobler.

  
 

Odette vil vise sine H C Andersen inspirerede værker i Odense næste år i august.
Odette er født i Provence, men har boet i Tunis i en periode. Hun har en del udstillinger bag sig i såvel diverse Afrikanske lande som Frankrig.
Jeg glæder mig til at se en kunstner med en så anderledes baggrund fortolke vor kendte digter. 1000 og en nat samt diverse folkesagn synes at være der hun hidtil har fundet inspiration.
Odette stillede ligeledes velvilligt op til mit Europæiske Unicef-Odense projekt. Det virker ufatteligt nemt at få kunstnere med. Jeg tror kunstnere ofte har et ”større hjerte” overfor hjælpearbejde. 
Som Unicef ambassadør i forbindelse med Unicef by 2008-Odense, har jeg hidtil været imod at vore kunstnere skulle forære noget væk. I forbindelse med min tur rundt i Europa tænkte jeg dog på at vore kunstnere udefra ville få en masse reklame til gengæld, men det er slet ikke det der driver dem. De synes det er interessant at jeg er blevet udvalgt, og det vil de gerne støtte tilligemed at de samtidig kan hjælpe børn i Bolivia til at få nogle bedre vilkår. Jamen er det dog ikke bare fedt at arbejde med sådanne mennesker, og så risikerer man tillige at tjene lidt håndører på det.
Uden at være sultne blev vi dog enige om at tage hjem til Bernard og bestille nogle pizzaer udefra – man plejer jo at spise på dette tidspunkt.
Hyggelig aften hvor der tidligt begyndte at komme lim i øjenkrogene. Vi gik hjem til hotellet og nød den lune aften, hvor enkelte fortovsrestauranter stadig serverede.
Jeg har helt glemt at fortælle at jeg allerede har nydt flere pastisser. Det hører Frankrig til – derhjemme drikke jeg det aldrig. De første par stykker var med udsigt over havnen i Marseille (ikke industrihavnen).

26. maj 2008
Op kl. 6.00 og efter morgenmad mod Spanien. Morgentrafikken i Marseille var tæt, men vi fik den dog rimelig hurtigt rystet af os. Skråt over til Nimes og ned mod Spanien, det gik jo som en leg.
Kl. 11.45 hentede vi nøglen, fik handlet ind i det lokale og fik den første kop spansk kaffe – næsten som at komme hjem igen. 26 år i den samme lille charmerende by. Folk hilser og vi skal bare lige have tømt bilen og ud på terrassen, hvor vi kan holde øje med at alt er som det har været de sidste mange år. Og så har de hængt nogle enorme skrumler af propeller op i alle rum. Godt nok kan der blive varmt, men det ville jeg godt kunne leve med, hvis jeg kunne slippe for disse ufatteligt grimme tingester – der er ved gud en lampe under dem. På en underlig, mærkværdig måde ligner det nogle helikoptere der står på hovedet. Jeg ved ikke om jeg tør starte dem – måske letter vi. Gad vist om der har været tilbud på dem – de er i alle rum. Dansk design er desværre ikke nået herned.
Vi får læsset alt ind, og bliver enige om at snuppe en time på øjet. Min seng under vinduet ud til baggyden, vinduet åbent og den lune vind der kommer ind og hilser på, imedens man er på vej ind i drømmeland – det er noget af det jeg har drømt om hele vinteren. Efterhånden er det ikke de store forkromede ting der trækker, men ting som dette.
Når der virkelig er tryk på i hverdagen tror jeg man overlever på disse perioder, hvor man kan kede sig indimellem, og hvor man lægger mærke til ting der måske ikke er de store sensationer i.
Jeg glæder mig også til at få tid til at planlægge nogle af efterårets aktiviteter, og lave en råskitse over næste års udstillinger m.m. Herudover skal tegning til efterårets standopbygning på Art Copenhagen laves.
Vore spanske og sydfranske kunstnere skal besøges, og så har vi en fødselsdag hos Silvy i Galleri Horizonte her i Nordspanien på lørdag.
En flaske rødvin fra slottet i Perelada blev indkøbt i supermarkedet, og den smager som vi husker den fra sidste år. Elskemarie har lavet kaffe på den italienske noget antikke kaffemaskine – så nu kan det ikke blive ret meget bedre.

   
 

Vor lille by er ufattelig stille, jeg tror vi er de første turister i år.
”Skipper skræk”, nede på hjørnet, har fået alle stole og borde ud, så de næste er nok på vej.
4 negere ”lyser” voldsomt op i bybilledet, de har formodentlig hyre på en af fiskekutterne, som plejer at gå ud ved ca. 22.oo tiden.
Nok for i dag – jeg tror Elskemarie gerne vil have lagt et par kabaler på computeren, for at se hvordan vejret bliver i morgen (går den op bliver det godt vejr).
Betty Fog og Kjeld Ulrich havde været i Skagen i weekenden. De ringede for at lufte deres begejstring over deres ophængninger deroppe – skønt at høre.
Slut for i dag.

Klik her til næste afsnit