14. maj. 2007
Nu har jeg i flere dage forsøgt at få de sidste aftaler i stand til turen. Reservation af hoteller, mødetidspunkter med diverse kunstnere, gallerier mm. Ind imellem er det dog lidt spøjst.  Første overnatning skal foregå på hotel i Bruxelles, og hotellet svarer mig på mit forsøg på reservation af værelse således: ”Pls reply soon with credit card no and expiry date to order the confirm the room”. Ved første blik tænkte jeg at de havde svært ved at bestemme sig om de vil have jeg brugte creditcard eller ej, indtil jeg fandt ud af at no, i denne sammenhæng måtte betyde number. Såfremt der findes noget der hedder ”nyengelsk”, må en oversættelse lyde nogenlunde således: ”Svar hurtigt uden creditkort såfremt du ønsker at afholde konfirmation i rummet”. Nu er vor yngste 35, så det er nogle år siden han blev konfirmeret, det vil således ikke blive aktuelt – jeg håber vi kan få et værelse uden konfirmation.
Hoteller i Marseilles mm er i orden, så det går nok.
En masse forskellige malerier mm skal samles sammen og medbringes til kunstnerne, på vor tur rundt i Europa. Diverse serigrafier af Ken Denning skal medbringes til Alsace, hvor disse skal videreforarbejdes med radering – det lyder godt nok spændende. Serigrafierne er hentet, og læsset på varebilen. Diverse returmalerier til diverse kunstnere rundt omkring i Europa er pakket forsvarligt ind
En masse forskellige tiltag, som vort personale skal involveres i medens vi er på tur skal på plads. Sidste møde med redaktøren af vort galleriblad – Per Nielsen, skal afholdes. De første invitationer til efterårets udstillinger skal planlægges, samt en masse mere. Vi glemmer garanteret en del.
Vores søn gjorde os opmærksom på www.map24.com, hvor vi på nettet kan finde rutebeskrivelser. Sammenholdt med Ursula i vor Garmin-navigator samt Elskemarie i skiftevis pilot- og navigatorposition, skulle vi have rimelige chancer for at nå frem til vore delmål samt endelige destination. Med sidste års konflikter imellem Ursula og Elskemarie i erindring vil det være godt med denne tredjeparts opfattelse af ”korteste og hurtigste vej”. Jeg tror jeg med held vil kunne holde mig udenfor disse pludseligt opståede problemer undervejs – hvis noget ”trækker op kan jeg jo bare sætte mig til at sove” - KRYSTER.
I dag fik jeg også næste fernisering på Skagen på plads. På Skagen odde Naturcenter afholder vi den 4. juli fernisering på vor anden udstilling der. Troels Trier og Røde Mor skal spille på Skagen festivalen den 5. juli, så der er opstået en mulighed for at lave koncert med ham i forbindelse med ferniseringen den 4. juli, hvor der ligeledes vil være malerier af Troels Trier.

20. maj 2007
Kørte fra Odense kl. 4.45 med retning Bruxelles, hvor vi skulle møde Mathieu Weemaels. Belgisk kunstner som vi for nylig fik kontakt til. Shaun James Nielsen (en af vore øvrige kunstnere) gjorde mig opmærksom på Mathieu.
Turen til Bruxelles gik uden nogen form for problemer. Først kørte vi til hotellet og fik smidt vor bagage ind. Hotel Sun var navnet på hotellet. Beliggende i en snæver gade hvor solen sjældent kunne finde vej ind, kan navnet undre – måske en måde at kompensere på. Et lille værelse, som var gjort endnu mindre ved at man havde smidt en kasse med toilet, håndvask og bruser ind. Håndvasken kunne man dog ikke stå foran uden at lade døren stå åben. Senere på vor tur skulle dette problem med badeværelse dog vise sig at være en bagatel. Hurtigt sad vi i bilen igen for at finde Mathieu Weemaels. Rue President var adressen. Hjemmefra tænkte vi at det nok var en af de store gader i Bruxelles (med det navn). Gudskelov for Ursula – hun førte os ind i en meget smal gade, hvor Mathieu stod med sin cykel, han havde netop været hos bageren for at hente en lækker kage. Kager, chokolade og øl - det kan de de belgier – ellers synes jeg ikke de altid har været lige heldige. For år tilbage brændte vor bil sammen i Charloiar. 3 dage på et Formula 1 hotel med flamsk fjernsyn, og elendig mad står stadig printet som en af mine værste oplevelser. I centrum af Charloiar oplevede jeg at man flækkede flutes, fyldte det med majonæse og pommesfrittes – kan det gøres mere ulækkert (det skulle da lige være flødekager med remoulade og ristede løg). Herudover er Belgien vel mest kendt for giftige kyllinger og børneporno. Ingen skal sige at jeg er forudindtaget med hensyn til Belgierne.
Det der måske fik mig til at se anderledes på dem skyldtes nok mit møde med Hoodeker weissbeer samt min erkendelse af at jeg stort set ikke kender nogen belgier, bortset fra Ercule Poirot og Silvy fra Galleri Horizonte i Spanien. På den anden side ville mange diskussioner vel ikke finde sted, såfremt det var en forudsætning at man vidste noget om det pågældende emne. I guder noget sludder – nu til sagen: Mathieu havde et lækkert byhus i fire etager, som alle blev anvendt af ham og hans familie (kone og 3 små børn). Kagen og kaffe blev indtaget, hvorefter vi gik i underetagen, hvor Mathieu udførte pasteller.


Han havde netop haft en succesfuld udstilling i Bruxelles, så der var ikke så meget på hylderne af nyere værker. Senere på øverste etage så vi på hans produktion af oliebilleder – her var en del interessante ting undervejs. Vi fik aftalt at han sendte nogle af disse op, for at blive vist på Art Copenhagen. På Mathieus lager fandt vi en række lidt ældre malerier, som vi ”rev til os”. Det vil være interessant også at vise disse. Efter at havde fået snakket en del kunst og kunstverdenen i Belgien og Danmark, kørte vi sammen med Mathieu ud til hans mormors hus, hvor han ligeledes havde en del stående.


En del af disse værker blev ligeledes pakket i bilen. Vi kørte Mathieu hjem, tog ind til centrum og fik en meget lækker menu (de kan godt uden majonaise og pomfritter). Jeg valgte Hoodeker weisbeer til min mad, og antallet af disse gjorde at Elskemarie måtte køre hjem til hotellet. Vi gik tidligt i seng, og kl. 22.00 ringede Mathieu og spurgte om vi skulle mødes til en tår at drikke. Køreturen samt Hoodeker gjorde at det måtte være en anden gang.
Ps. Vi skulle hilse og sige at vi havde glemt vores toilettaske i Danmark.

21. maj 2007
Vi fandt møjsommeligt ud af Bruxelles, med kurs mod Mickelstadt  (syd for Frankfurt). Vejret overskyet, men ved første stop på rasteplads var solen brudt igennem og 30 grader i skyggen.


Fin tur uden problemer – dog med en ubehagelig oplevelse umiddelbart før Mickelstadt. En motorcyklist var med motorcyklen væltet og glidt ind under personvogn. Dette var lige sket – han lå fuldstændig ubevægelig under bilen, og kvinden der førte bilen gik forvirret rundt og tog sig til hovedet. Vi blev ledt forbi, og kørte de sidste kilometer til Mickelstadt lettere rystet.
I Mickelstadt bor Marita og Hans Sieverding. På vejen derned talte vi om tidligere besøg hos dem. Deres pragtfulde bolig i det gamle slot, hvor de har fået hestestalden bygget om til atelier, og kæmpe bolig ovenpå.


Superskønt sted og utroligt gæstfrie og interessante mennesker. Elskemarie og jeg talte inden vi nåede frem om de gode og mindre gode ting ved vore besøg hos dem. Normalt bliver vi jaget rundt i skoven, som om det var nødvendigt for at samle appetit, for derefter at indtage Maritas prægtige mad. Vi havde netop talt om hvor lækre Maritas salater og tærter var. Efter at være blevet placeret i skyggen midt i et flot rhododendrombed, blev salater, tærter og jordbær båret frem – overgik vore største forventninger. Eneste skuffelse var at der ikke var asparges. På den sidste del af ruten fra Bruxelles solgte alle asparges, og vi var så sikre på at skulle have dette også.


Vi blev ikke snydt – aspargesne blev serveret med lækker skinke til aftensmaden, efterfulgt af pasta og kanin. Resten af tilbehøret til kaninen hang oppe under loftet i trapperummet, idet Marita var faldet på ”røven” ned af trappen. Skulle efter sigende havde affødt en flot farve næste dag.
Imellem vore måltider fik vi tid til at se Hans´s nye malerier, samt høre om den nye bog der kommer her i juni i forbindelse med museumsudstilling i Tyskland. (Vi har bestilt et antal til Danmark).
Hans er ganske simpelt en genial maler. Jeg bliver overrasket / glad / ydmyg over at have mulighed for at arbejde med hans værker / spændt på at vise hans værker i Danmark / osv osv - hver gang jeg ser hans frembringelser. 


Hans er ufattelig professionel og nem at arbejde med. Professionelle folk som ham er skønne, idet de helt er med på den arbejdsfordeling vi nødvendigvis har. Ikke sådan at de ingen mening har omkring formidling, men de er meget lydhøre, og konstruktive. Der fik du den!
Hans fylder 70år i juni, og vi skulle have været til fødselsdag, hvis det ikke lige havde været fordi vi befandt os i Spanien.
Vi fik samlet nogle værker frem til Art Copenhagen mm, og fik aftale om at mødes i Berlin inden messen. Marita og Hans har ligeledes lejlighed og atelier i Berlin, som anvendes når den larmende ro i Mickelstadt bliver for voldsom.
Når de er i Berlin tilbringes næsten hver eneste aften med besøg i opera eller i teatre.

22.maj 2007
Ved morgenbordet hos Marita og Hans kunne vi konstatere at Maritas fald havde haft sin virkning – Marita havde frygtelige smerter i bagdelen.
Vi forlod Mickelstadt kl.  9.00, og skulle ikke længere end til Raymond Waydelich i Alsace, så Elskemarie fik lov at bestemme ruten – god ide. Vi kom forbi Heidelberg, som jeg stort set kun har kendt fra et skilt på motorvejen, og en gammel Elvisfilm, som handlede om hans tid i militæret – udstationeret i Tyskland. Skøn tur.
Vi bakkede ind i indkørslen hos Raymond præcis kl. 12.00, og fik læsset en del værker af som skulle retur. I hans værksted var der som sædvanlig gang i mange fantasifulde projekter, herunder en del laserskårede skulpturer og vægobjekter. Prægtigt sted.

   

Raymond er mindst lige så interesseret i god mad som os andre, så han havde bestilt bord på vort normale hotel i Blasheim. Sidste år blev vi jo snydt idet Telecom mandskabet havde beslaglagt hele hotellet - det var dagen før starten på Tour de France.
Hotellets restaurant var propfyldt. Vi fik nogle skønne fiskeretter fra buffet samt en del andet – inden kokken serverede diverse kødretter fra grill. På ny var det lige før vi kunne mærke liv.
Efter middagen drog vi videre i Alsace for indlogering på hotel, inden vi skulle møde Remy i grafisk værksted som vi har samarbejdet med i mange år. Vi fik afleveret diverse serigrafier fra Ken Denning, som skulle videreforarbejdes med radering. Herefter så vi produktioner fra det sidste år igennem, og fik købt en del værker.


Aftensmaden indtog vi i Colmar på restaurant overfor banegården – prøv den. Jeg har adskillige gange spist mig halvsyg i soukrut med pølse samt diverse stykker røget kød – i 35 graders varme. Så det skulle jeg i hvert fald ikke denne gang (troede jeg).
Om der denne dag har været tale om offentlig bespisning af Colmars pensionister skal være usagt, men restauranten var fyldt med ældre mennesker, som alle gnaskede Soukrut i sig – og hvor så de glade ud. Skidt, pyt det prøver jeg sgu igen (nem at lokke). Det smager simpelt hen fantastisk, når det er veltillavet. Albert Merz var jeg for mange år siden sammen med i denne restaurant, og det var ham der overbeviste mig om at ”springe på kålen”.
Vi ville gerne fotografere retten, men havde glemt kameraet, så vi blev enige om i stedet at tage et foto af min mave -  efter at havde spist. Dette kan være til skræk og advarsel for kommende soukrutspisere.
Herefter tilbage på hotellet for at få et par timer på øjet inden det på ny gik løs.

23. maj 2007
Fra hotellet kl. 6.15 med kurs mod Norditalien.
Det ville være nemt såfremt vi kunne køre igennem Schweiz – men disse underlige mennesker tillader ikke at bilen er fyldt med kunst (der skal betales 2 slags afgift af værdi indhold – den ene slags afgift tilbagebetales såfremt alle værker tages med ud igen, medens den anden slags afgift er tabt – blot for at køre 1,5 time i Schweiz). Jeg forespurgte ambassaden om man ikke kunne plombere varerummet, men det var uden betydning).
Vi valgte at køre igennem Frankrig – rundt om Schweiz. Det skal siges at turen ikke var særlig grim. Igennem tunnelen ved Mount Blanc og ind i Italien. Vort kamera var til stede, men der var ikke mere plads på kortet i kameraet - virkelig en skam. Den sidste del af turen i Frankrig var fantastisk smuk.
Kl. 15 var vi fremme ved Kurt Mair i Avigliano (nord for Torino). Kurt havde fundet sig en ny bolig her udenfor Torino, hvor han tidligere boede i centrum af Torino. Her var mere ro, og bedre plads til såvel bolig som atelier. Efter at havde set huset gik vi en tur i byen. Vi faldt ind hos ”malerven” til Kurt, og sammen med ham gik vi på torvet for at få slukket tørsten. Kurt havde planlagt at vi skulle spise hjemme, idet der var finale i championsleeg i fodbold. Liverpool og Milan spillede. Milan formåede, uden at skabe kampen at vinde – næsten på samme måde som Italien blev verdensmestre – enormt irriterende.


Kurt var flyttet på feltseng nede i ateliet, så vi kunne få hans seng – flink mand.

24. maj 2007
Under morgenmaden planlagde vi dagens besværligheder. I Kurts bil kørte vi til Sagviliano – syd for Torino, hvor Kurt kendte en god vinhandler, med en masse forskellige grappaer. DET PASSEDE. I hans kælder sprang flaskerne ned af hylderne og ned i vores net. Der var simpelthen intet at gøre for at undgå det, så det må vi leve med. Et par Barolovine blev det også til.


Herefter kørte vi mod Barolo, forbi en masse Nutellamarker. Ferrerokoncernen, som producerer Nutella har hovedkvarter i Alba, og har en masse nøddeplantager her. Og jeg som troede at Nutella kom fra Calle i Flensborg. Bilen blev parkeret i gården på Marchessislottet, og vi fik hilst på pigerne i butikken (blandt andet Kurts tidligere kæreste).
Frokosten blev indtaget på nærliggende restaurant – fantastisk lækker.


Jeg har forsøgt at beskrive menuen flere gange, men har hver gang måttet tømme tastaturet for mundvand, så det bliver en anden gang.
Vi har efterhånden spist mange steder i Barolo (herunder restauranten på Marchessislottet), og er aldrig blevet skuffet. Jeg husker ganske tydeligt for et par år siden hvor vi spiste længere nede i Barolo, hvor vor tjener mest af alt mindede om Manuel i Halløj på badehotellet. Han fik lige så mange drag over nakken som Manuel, men var alligevel fuld af humør.
Efter middagen gik vi på ny til butikken i Marchessislottet for at se på varerne. Vi prøvesmagte et par grappaer, og købte et par stykker. I Danmark er det H J Hansen der står for importen af vine og grappaer fra Marchessislottet. Det er ikke specielt billigt at købe ind på Marchessislottet, så derfor begrænsede vi os, da vi ligeså godt kan købe hos H J Hansen, når vi kommer hjem.
Gang på gang viser det sig at bedre vine mm egentlig ikke er særlig billige i producentlandet – samme erfaring har vi gjort i Spanien.
På vej hjem fra Barolo besøgte vi Castello di Rivoli, den tidligere italienske konges sommerresidens. Dette imponerende slot er i dag omdannet til ”Museum of Contemporary art” – et meget imponerende museum.


Vi så en udstilling af tidlige værker af den amerikanske kunstner Bruce Nauman, især værker fra perioden 1965-69.. Video, tegninger mm. Meget interessant udstilling, når vi tager perioden i betragtning. Hans værker får en til at tænke på Josef Buys.
Museet har også en permanent samling, og den er absolut ikke kedelig. I slottets prægtige sale er ophængt, opstillet værker anno 2007 – en kæmpe kontrast. Et museum / slot der virkelig er et besøg værd, hvis man kommer til Norditalien.
Herefter kørte vi hjem til Kurt for at få kigget raderinger og malerier igennem. Kurt skal udstille i Kolding til september. En del af hans malerier var dog udstillet i Freibourg i øjeblikket – så det var først og fremmest raderingerne vi fik kigget på, samt aftalt indbydelse, plakat mm.


Herefter slappede vi lidt af for at være klar til aftensmaden kl. 20.00. Kurt havde bestilt bord i den bedste restaurant i Avigliano. Kl. 20.00 mødte vi op, og restauranten var mørkelagt. Det viste sig at der var problemer med el-installationerne, og reparatører havde ikke mulighed for at få det ordnet. Nu var sulten ikke det der plagede os mest, men Kurt var indstillet på at vi skulle køre længere tid for at finde en lignende restaurant. Vi nægtede dog at tage så langt væk, og det endte med at vi spiste på Kurts genbos restaurant (som var fremragende). 8 slags antipasta (herunder kalvekød med tunfiskesovs, ovnstegt fyldt paprika, tatar mm), herefter 2 slags pasta efterfulgt af mørbrad i rosmarinsovs samt ovnstegte kartofler. En yngre Dolcetto d. Alba vin var udmærket til. Desserten har jeg glemt.  
Vi væltede herefter hjem i seng, og kastede os rundt i 30 graders varme imedens maden forsøgte at finde sin plads i maven. En Fernet Branca ville have gjort underværker.


25. maj 2007
Vi fik jaget Kurt ud af sengen rimelig tidlig, og efter morgenkaffe drog vi mod Pisa og Lucca. Bernard Remusat kunne vi først møde den 27. maj i Marseille, så vi benyttede lejligheden til en afstikker. På messen Art Expo i Barcelona så vi for nogle år siden et galleri fra Pisa, med nogle fremragende italienske kunstnere – vi ville forsøge at finde dette. Turen igennem det nordlige Italien gik fint. Med retning mod Genova, og derefter langs kysten til Pisa. Undervejs så vi på afstand et andet af formålene med vor afstikker – nemlig marmorbruddene i Carrera. Et nærmere kig her udskød vi til turen mod Marseille. Vi kørte rundt i Pisa, og måtte til sidst opgive at finde galleriet vi søgte. I stedet opdagede vi et tårn der var ved at vælte – hvilket en million andre mennesker ligeledes havde gjort.


Vi kørte til Lucca, og kørte lidt rundt såvel indenfor som udenfor murerne. Frokosten blev indtaget i lille have bag restaurant.


Meget hyggelig og med lækre pølser og pateer – hertil en lækker vin fra egnen lavet på Syrah druen. Efter frokost fandt vi et hotel udenfor murerne. Her var mulighed for at få låst vores bil (med indhold af malerier mm) inde. Efter indlogering og bad drog vi til fods indenfor murerne igen. Vi havde ladet os fortælle (af dansker med lejlighed i Lucca), at der skulle være et ret godt galleri indenfor murerne. Det fandt vi heller ikke - surt. Efter at havde gået rundt en del faldt vi ned på plads i byen kl. 19.00, Der var sat stor scene op, og et orkester prøvede. Vi ventede på koncerten. Kl. 21.30 kom 4 politikere på scenen, og diskuterede højlydt. Dagen efter skulle der være borgmestervalg over hele Italien. I Avigliano hos Kurt Mair fik vi hilst på borgmesteren og kultur”ministeren” i byen. Her skulle der ligeledes være valg, og de fortalte at der aftenen før ville blive afholdt fest, hvor kandidaterne bagte pandekager til den måbende befolkning.
Efter kandidaterne havde gjort sig færdige kom orkestret på scenen, og pladsen var blevet fyldt. Et orkester som lød som italiensk rockmusik anno 2007 gik i gang, og det var faktisk fantastisk godt.

26. maj 2007
Efter morgenmad besluttede vi os på ny for en spadseretur indenfor murerne. I første omgang blev det dog på murerne. Nedefra kan man slet ikke se hvor brede disse murer er.


Når man kommer op er der brede gang- og cykelstier, og en fin udsigt. Det var varmt, men på muren var der skygge fra en allé af træer, ligesom en let vind gjorde det tåleligt. Vi gik rundt i byen, og fandt nye charmerende steder i denne specielle by. Frokosten blev indtaget samme sted som dagen før.
Mere vandring og derefter hjem på hotellet for lidt afslapning.
Kl. 19.00 fandt vi ud af at vi ligeså godt kunne spise på restauranten i forbindelse med hotellet. Først gik vi dog ind i baren – her var der fuld fart over feltet. Ligesom vi for 2 år siden oplevede barerne i Torino serverede alle mulige småretter for at holde på folk, skete dette også her. En enkelt gin og tonic samt lidt spiseligt, og derefter ind i restauranten, som viste sig at være af høj standard. Tjeneren fandt et enkelt ledigt bord, og vi fik en lækker menu. Efter middagen besluttede vi os for at gå ind i baren på ny for at få kaffe. Nu kogte det simpelt hen i baren – i den ene ende discjockey med fuld tryk på – i den anden ende fodboldkamp på storskærm, Real Madrid og Deportivo (underligt – spansk fodbold i Italien). Midt imellem - på baren blev hele tiden fyldt op med en masse mad. Overalt var der unge mennesker – indenfor og udenfor. Hundredvis.


Der var ingen servering, men selvhentning. Ved kasseapparat stod ung pige, som måtte have rødglødende fingre af at slå ind. 4 yngre bartendere blandede drinks på livet løs. Dette sceneri kørte til kl. 22, hvorefter de unge mennesker drog andet sted hen. Det hele virkede som en form for Berlusconi-fjernsyn. Alle de unge piger havde meget lidt tøj på overkroppen, og som om de deltog i en eller anden konkurrence, gående ud på at kindkysse så mange som muligt, hvorved den sidste flig af tøj måske gled til side. For at undgå en hver misforståelse vil jeg påpege at det på ingen måde generede mig.
For forståelsens skyld: Belusconifjernsyn = fjernsyn hvor der i udsendelserne anvendes et minimum af påklædning på de kvindelige deltagere - uanset udsendelsens indhold.. Såvel under vejrudsigt som  madlavningsudsendelser vil der være udsigt til dyb udskæring. Som Bubbi plejer at sige: Enten har hun hår på brystet eller en meget dyb udskæring.

27. maj 2007
Fra Lucca kl. 8.00 – Marseille kl. 15.00. Flot tur, mest i tunneler eller på broer – stort set hele turen i Italien. I Frankrig blev det lidt mere ud af ”landevejen”.
Kl. 15 mødtes vi med Bernard Remusat i hans atelier i centrum af Marseille, hvor vi så en række nye malerier på papir.


Vi blev hurtigt enige om at vi godt ville købe ”hele bunken” (vi ville ikke risikere at andre skulle få samme tanke).
Vi kiggede i Bernards arkiv, og så en række ældre raderinger, som vi aldrig havde set tidligere – spændende at se udviklingen frem til i dag. Herefter gik vi til vort hotel, og forinden havde vi aftalt at Bernard og D ódette ville hente os kl. 19.00 for at finde et sted langs kysten for indtagelse af aftensmåltid. (D´odette = Bernards kæreste).
Ned mod Marseille og til venstre indtil du kommer til ”verdens ende” – der finder du et skønt spisested. Midt i vild natur, hvor havet pisker ind over forrevne klipper, ligger i læ et lille fiskersamfund. Rundt omkring befinder sig de mærkeligste små kasser med vinduer og døre. Stedet startede med at nogle mennesker slog nogle kasser sammen, så de havde et sted med lidt læ. År efter år forbedrede de disse kasser, som nu havde fået en stenmur omkring sig – og pludselig hokus-pokus lå en hel lille landsby af små underlige huse på jord (klipper), som ingen gjorde krav på. Midt i denne mærkelige bebyggelse lå et par fiskerestauranter.
 



Primitive, men med rigtig god mad. Muslinger, tunbøffer, tuntatar, provenspizzaer med ansjoser o.s.v. o.s.v.. Venligt, friskt personale, som faldt godt ind i den lidt primitive stemning. Skønt når man en del dage i træk har været udsat for ”yderst korrekt opførsel - lige efter bogen”.
På tilbageturen til Marseille ville vi slutte af med en drink på en anden restaurant langs kysten. Siden Bernard havde været der sidste år , var ”skuret” blevet fyldt med en række antikviteter samt en masse personer  (iflg. Bernard), som gerne ”ville ses”. Vi fortsatte til Marseilles centrum, hvor vi fik klaret vort forehavende. Inden vi kørte hjem til hotellet fik vi aftalt at vi den næste formiddag kom forbi Bernards atelier, så vi sammen kunne køre til middag hos ægteparret Sordini (Bernards gallerister i Marseille).

28. maj 2007
Sov til kl. 8.15 og skyndte os til morgenmad, som var helt utrolig kedelig. Vejret overskyet. Værelserne på vort hotel i Marseille var blevet renoveret siden sidste år. Om en specialist i børneværelser havde været på spil eller hvad – vides ikke. Toiletrummet var så lille at man var nødt til at trække bukserne ned udenfor, og bakke ind (fotos i forbindelse med aktivitet i toiletrum er bevidst udeladt). Når det endeligt var lykkedes at slå bagdelen i sædet kunne døren ikke lukkes, idet knæene var i vejen. Værelsets bruserum var til gengæld blevet en hel balsal. Der er altid et eller andet med de hotelværelser i Frankrig. For 4 år siden i Vence var døren til bruserummet så snæver at vi måtte sæbe os ind udenfor, så vi var i stand til at ”smutte/glide” ind igennem døren
Kl. 11 gik vi til Bernards atelier, og på vejen købte vi en kæmpe buket blomster til fru Sordini.


Vi skulle spise hos Sordinis kl. 12.00. Bernard havde problemer med fakturaskrivningen til os, men hans forståelsesproblem blev med min kladde løst. Herefter så Bernard ud som om vort køb havde løst en del problemer for ham.
Vi kørte forbi D ódettes atelier for at samle hende op. D ´odette maler miniaturemalerier med meget eventyragtigt indhold, hun havde netop haft en udstilling i Tunis, hvor alt blev solgt. Mit forslag til hende om at lade sig inspirere af  H C Andersen eventyr faldt i god jord, idet hun elskede hans eventyr.


Vi blev modtaget i døren hos Sordinis af fru Sordini og fru Berbiguier. Sordini selv samt Raymond Berbiguier mødte vi en etage nede (i plan med haven bagved). Sordinis havde en fantastisk lejlighed i 2 etager i centrum af Marseille, med en pragtfuld ugenert have. Fra gaden fornemmede man slet ikke hvilken perle der lå her. Lejligheden var spækket med fantastisk god kunst – ikke mindst værker af Raymond Berbiguier. Vi skulle have indtaget middagen i haven, men idet det var blevet lidt overskyet valgte de at servere indendørs. Fru Sordini stod for en af de største kulinariske oplevelser vi har haft på vor tur i år.



4 retter utrolig lækker og veltillavet mad med skønne vine efterfulgt af kaffe og Armagnac i haven – man skulle være et skarn ikke at nyde det. Under middagen spurgte Sordini ivrigt til vort galleri. Han havde været inde på vor hjemmeside, og havde fornemmet en masse aktiviteter. Bernard Remusat fortalte at han i Danmark oplevede at publikum virkelig interesserede sig for kunst. Det at formidle kunstoplevelser fyldte meget i vor snak under middagen. Jeg kan kun opfordre til at besøge galleriet, når man kommer til Marseille.
Galerie Sordini, 51 rue Sainte, 13001 Marseille – tlf. 0033491555999
Efter middagen oplyste Sordini at han og hustruen havde tænkt sig at blive hjemme, når vi efterfølgende skulle besøge Berbiguier´s atelier. Flot at han ikke skulle have noget for at skabe kontakten imellem Berbiguier og os.
Vi kørte til Raymond Berbiguiers atelier, og en af mine yndlingsbeskæftigelser begyndte. Raymond bladrede i stakke af pasteller, og enkelte malerier. Efter at have set en del indrammede værker fandt Raymond de sidste værker frem. En stor bunke pasteller på papir – fantastisk.



Jeg valgte 17 ud, samt 4 malerier fra tidligere år. Idet jeg gerne ville lade ham forstå at jeg virkelig glæder mig til vort fremtidige samarbejde, tilbød jeg at købe værkerne, frem for at have dem i kommission. Kan jeg ikke overbevise vore kunder i Danmark om at her er noget ”de ikke kan leve uden”, så vil jeg bare sidde og nyde dem, og tænke: ”hvor er jeg heldig”. Jeg glæder mig til at vise værkerne på Art Copenhagen.
Ovenpå dette skønne arbejde var vi blevet usandsynligt tørstige, og vi blev tilbudt en række forskellige væsker til at slukke tørsten med. Bernard bemærkede at han kunne aflæse i mit ansigtsudtryk at jeg i de opremsede muligheder kun ventede på ordet – ”øl”.  Det kom ikke, og en eller anden udmærket frugtsaft blev indtaget.
Vi sagde farvel til Raymond og hustru, og i Bernards bil kørte vi til vort hotel. Senere leverede Bernard de udvalgte værker, såvel hans egne som Raymond Berbiguier´s. Vi sagde farvel til Bernard – på ny havde vi haft store oplevelser i denne hektiske by, som gang på gang overrasker mig positivt.        

29. maj 2007
Havde bestilt morgenmad på hotellet til kl. 6.00, men stod op kl. 6.15 – så det var ikke muligt. Tøjet på og bagagen ned i receptionen kl. 6.30 for morgenmad i restaurationen. Ud på gaden i Marseille kl. 7.00, og på vej mod Spanien. Nu skal vi ned og have pakket ud. Se alle de malerier og grafiske arbejder vi har fået samlet på turen, sørge for at bogholderiet derhjemme får sendt penge til de forskellige, starte computeren op så jeg kan få begyndt på lidt planlægningsarbejde.



Turen gik uden problemer – inkl. lidt kødannelse, påfyldning diesel mm, holdt vi på vort bestemmelsessted i Spanien kl. 11.15. Som at være hjemme. Pigerne i udlejningsbutikken så  glade ud for at se os – skønt. For 25. gang er vi i vor lille fiskerby med udsigt over Middelhavet, og Pyrenæerne bag os. Næsten alt er som det skal være, og dog. Flere irriterende rundkørsler (på steder hvor det synes overflødigt), mere byggeri – stadig dog uden at vor lille by er kommet til at ligne alle de frygtelige feriebyer der findes på kysten – men vi er  nødt til at holde øje med dem (hvad det så end skulle hjælpe). ”Skipper Skræk” nede på hjørnet havde lukket da vi kom – det har vi godt nok aldrig oplevet før. Hans gamle grønne Mercedes holder der dog, så mon ikke han blot supper sig en fridag. Parkeringspladsen nede ved ”Skipper Skræk” har fået striber, så nu er vi nok nødt til at overholde det med en spansk form for rimelighed.
Fra galleriet i Odense blev der ringet om en masse telefonbeskeder, herunder fra operasanger Henriette Bonde-Hansen. Før vi tog af sted havde jeg en snak med hende og hendes amerikanske operasanger-mand i galleriet i København. Henriette synger ofte på franske operahuse. Efter vort møde skulle hun synge i Nice, Bordoux og derefter i Toulouse. Vi aftalte ved mødet at hun ville skaffe billetter til Toulouse såfremt det kunne lade sig gøre, så det glæder vi os til. I Toulouse skulle vi alligevel afhente nogle skulpturer..
En del erhvervskunder havde ligeledes ringet – formodentlig på den store artikel der var i Børsen om Gallerie Rasmus fredag den 25.maj.07.
Min computer blev installeret, og jeg fik skrevet en del ind til dagbogen mm.. Arbejdede til kl. 2.30.

30. maj 2007
Min revisor ringede kl. 9.00, og vækkede mig med den glædelige oplysning at jeg havde tjent mere end jeg havde regnet med. Min glæde var kortvarig, idet jeg allerede så skattevæsenets indbetalingskort for mig. Herudover var han i stand til at ødelægge mit humør på op til adskillige måder. Der kan ikke være meget tilbage for skattevæsenet at kontrollere – hver en sten er vendt. Nå pyt, jeg har egentlig aldrig forstået de mennesker der bruger enorm meget tid på at snyde – den tid kunne havde været brugt positivt til at tjene endnu flere penge. Ligesom jeg aldrig har forstået de mennesker der tordner over skattevæsenet, fordi de er taget med bukserne nede om hælene – de må da havde vidst der var en risiko. Om denne risiko stadig er til stede er vel lidt tvivlsom for øjeblikket – med de arbejdsvilkår man giver de stakkels mennesker i skattevæsenet. Politikerne burde måske diskutere om man vil kontrollere eller ej, frem for at foregøgle befolkningen at der er en effektiv kontrol. Vi har nok tidligere kontrolleret for meget i småting, så en holdning til mindre kontrol er der jo egentlig ikke noget galt i. Initiativrige erhvervsfolk er dem der får vort samfund til at fungere – så forkæl dem bare, dog uden det sker ved snyd. Se – det var en historie fra det virkelige liv!. Et liv tæt på kreative mennesker (heraf de første 25år som ansat i skattevæsenet ) har nok været med til at forme min holdning på dette felt. Her ville jeg havde bragt et billede af en mand med bukserne nede om hælene, men var ikke hurtig nok.
Vi fik gået en tur i vor lille by, fik nikket goddag til en del vi kun kender af udseende – fik den første cafe americano på bar Espana, handlet lidt ind hos vinmanden og hos den kraftige pige med frugt og grønt – så nu kører det. Resten af dagen er planlagt til ingenting, bortset fra et bad og en middagssøvn. En gåtur er måske truende nær, så jeg må overveje undskyldninger for at udsætte det til i morgen.
Fik snakket med operasangerinde Henriette Bonde-Hansen om mulige datoer for forestillinger i Toulouse – fedt. Aftalte at vi vender tilbage med ønskedato (de opfører i øvrigt tryllefløjten). 

31. maj 2007
Vågnede op til overskyet vejr. Silvy fra Gallerie Horizonte (galleri i Nordspanien vi samarbejder med) har fødselsdag, og vi har inviteret til middag i aften – ærgerligt hvis vi ikke kan sidde på terrassen. Danske marinerede sild, brændevin, kanin a la Floyd med en masse rød peber og spanske pølser mm og derefter hvad vi finder på. Sidste år fejrede vi også hendes fødselsdag hos os, og fandt ud af at både hende og Ralph kunne lide sild. Nu starter deres sæson med udstillinger, og Silvy begynder at stresse, idet der både skal pakkes indbydelser, sendes pressemeddelelser ud, aftales med restaurant for ”efterfernisering”, gøres rent og engageres piger til at skænke vin op. Det er det samme hver år – når man lige kommer hjemmefra, og stort set er det samme igennem hver 5. uge – bare i 4 gallerier, så kan det ikke imponere. Jeg har foreslået at de står op imellem 5 og 6 om morgenen, og arbejdede til ud på aftenen. De havde aldrig før hørt noget så skørt.
Ralph mener ikke han er sat på jorden for at arbejde så meget, og affinder sig hellere med lidt mindre udkomme – ok holdning hvis det er det man vil.
Dagen skred frem, jeg fik slæbt mig over bjerget for første gang i år. Jeg holdt et par pauser og så på nyt byggeri siden sidste år. ”Nøgenbadestranden”, som vi kaldte den i 80érne, ligger ikke mere så ugenert som dengang. I 80erne lå alle lokale uden en trævl på kroppen, og politiet stod oppe på bjerget med kikkert – når de havde set nok bevægede de sig ned på stranden, hvor de lokale så havde nået at få tøj på. Det var ulovligt at ligge nøgen på stranden. En gang fik jeg et chok da jeg var ude at bade. Pludselig troede jeg at et søpindsvin havde bevæget sig op i vandoverfladen, og så var det bare en af de lokale piger der svømmede rygsvømning.
Ralph og Silvy kom til middag kl. 20.00,og vi fik en masse sladder. Silvy havde medbragt en række kataloger mm på nye spændende kunstner-emner. Første udstilling i Gallerie Horizonte er med Helene Yousse, fransk kunstner bosiddende i Nordspanien. Vi har solgt nogle værker af hende i Danmark, og glæder os til at se nye. I anledning af Silvys fødselsdag havde Ralph medbragt champagne og kage – så det nåede at blive en menu de luxe.

1. juni 2007
Vågnede op til bedre vejr end i går – enkelte skyer, men ellers ok. Der var torvedag i Pourto de la Selva, så vi fik handlet kraftigt ind. På ny kunne jeg ikke få ro for min revisor, som nu havde fundet på nye emner at drille mig med. Lageropgørelse af kunstbøger, copydanafgift af maleri videresolgt til andet galleri, idet faktura var forkert udfyldt, erhvervsmæssig anvendelse af privatbil osv osv.. Jeg skal forsøge at finde et foto af ham, så I kan se at han faktisk ligner et almindeligt menneske, som sikkert også kan have venlige øjeblikke – på trods af hans indimellem meget lidt positive udmeldinger.
Vejret udviklede sig så positivt at Elskemarie besluttede sig for at få branket flæsket på taget (jeg har lovet ikke at bringe fotos). Jeg forberedte en halv portion pandekager indeholdende en passende portion spansk brandy, og fik gang i planlægning af virksomhedsaftener i galleriet derhjemme.


Fra efteråret vil vi tilbyde virksomheder, foreninger mm at kombinere galleribesøg, middag og operaforestilling. Jeg tror mange virksomheder leder efter oplevelser udenfor virksomheden, som kan anvendes positivt i samarbejdet i virksomheden. Bowlingaftener, oksehøjreb og fadøl har måttet stå for skud i mange år, så jeg tror det er tiden at tilbyde alternativer.
Fik ringet til Beatriz, Patrick samt Jean som sammen skal udstille i Rasmus-Odense i august 2007. Vi skal have snakket de sidste detaljer igennem for udstillingen. Vi fik aftalt at vi kigger op til dem enten 6., 9. eller 10. juni, og så kommer igen senere for afhentning af værker til udstilling. Patrick skal have en kæmpe udstilling i Perpignan fra 15. juni, så der skal vi også op.
Fik talt med Benjamin Torcal om besøg Barcelona. Vi skal have valgt værker ud af ham til udstilling i Rasmus-København i august samt af Joan Artigas Planas til udstilling Rasmus København og Kolding i august. Aftalte endvidere at vi kunne mødes i deres sommerhus førstkommende søndag for at spise fisk på stranden, bade mm. og snakke fremtid i galleriet. Med sidste års besøg i erindring var vi ikke svære at overbevise. 
Dramatisk solnedgang uden noget at prale af. Højst et 6.tal.

2. juni 2007
En dag på kontoret i ferietempo indtil kl. 17.00. Megen blæst og næsten skyfrit det meste af dagen. Fik snakket med gallerierne derhjemme, hvor det gik udmærket i alle fire gallerier. I Tønder har Svend Boe Hauggaard stort set udsolgt, hvilket ligeledes er tæt på på Linda Horns udstilling i Odense. Vi havde I Odense fået en udsmykningsopgave mere ind på tavlen – på ny til Kjeld Ulrich. Snakkede med Troels Trier om fernisering på Skagen 5. juli 2007. Han var i gang med en række parafraser over kendte skagens-malerier – den mand er genial. Herudover arbejdede han voldsomt med malerier til udstillingen i september i Rasmus-Odense. Han havde fået en del spansk-inspirerede malerier færdig, som han var utrolig godt tilpas med. Vi overvejer stadig titel på udstilling, enten ”den spanske forbindelse”, eller ”det er ikke kunst, men bare noget jeg selv har lavet”- eller måske en kombination.
Kl. 18.00 kørte vi til fernisering i Cadeques (byen hvor Salvador Dali boede).


Aftenen blev næsten hel surrealistisk – helt i Dalis ånd. 2 piger Monique og Shelley ferniserede på Casino (eller ovenover, hvor der er et formidabelt udstillingslokale). Udstillingen handlede om vand, og værkerne var foto, maleri og video. Fantastisk spændende. Vi kendte begge piger fra tidligere år. Shelley er amerikansk, men har boet i Nordspanien i mange år, hvor hun har fotograferet til diverse magasiner.


Monique har arbejdet med udstillinger på forskellige museer i Frankrig, men bosiddende i Nordspanien.


Aftenen startede på bar ved stranden i Cadeques, hvor vi mødte Ralph og Silvy sammen med spansk ven, som de forklarede var skatteopkræver.. I starten troede vi kun vi havde lidt svært ved at forstå vennen, men som aftenen skred frem viste det sig at han var temmelig vanvittig, da han 14 gange havde påstået ”you are you” var vi overbeviste om at vi ikke var med i en eller anden intellektuel fransk eller svensk film fra tresserne, men at det stort set svarede til hans engelske ordforråd. På et tidspunkt fik han gjort os klart at han gerne vil vide hvor vi kom fra – da han ikke forstod noget som helst ringede han op på sin telefon. Vi fik forklaret at vi kom fra Danmark, og stemmen i røret fik med gråd i stemmen forklaret at hun netop havde læst H C Andersen, og var meget optaget af dette. Fint nok, så nåede vi så langt. På ferniseringen fik vi snakket med en del mennesker vi kendte fra tidligere år, og gik sammen med 28 andre ud for at spise ferniseringsmiddag bagefter. I et snævert lokale sammen med 30 syngende belgier, fik vi serveret en italiensk menu på spansk restaurant og med en galning, der startede med at få alle 6o mennesker til at tie stille, hvorefter han gerne ville vide om der var nogle kendte til stede, for så ville han gerne have rettighederne til at fotografere dem.


Det satte ligesom en lavine i gang, hvorefter ingen følte de kunne dumme sig. Folk skreg, sang o.s.v.. Galningen forsøgte at kysse mig flere gange, og forsikrede mig om at han ikke var bøsse. Efter flere forsøg lykkedes det mig at forklare ham at det måske var morsomt de første par gange, men at det faktisk var ved at trætte. Jeg gjorde Ralph klart at det var ham der havde ham med, så det var også ham der måtte bringe ham tilbage til anstalten.
Udover at være skatteopkræver, var han åbenbart også kunstsamler. Ralph var mere end overbevist om at han i morgen ville have frygtelig hovedpine, og spekulere som en gal over hvad han havde lavet. Det var absolut ikke kedeligt.
På baren bildte han en jord og betonarbejder ind at han var journalist og fotograf på spansk avis, og at han gerne ville fotografere ham til morgendagens udgave. Manden blev en halv meter højere, og var straks efter fotograferingen klar til at stå i kø ved aviskiosken.
Vi fik efter middagen kysset farvel, og fik lavet de sidste aftaler om møder med de fremmødte.
Dali har virkelig ikke levet forgæves i Cadeques.
Et par dage efter fik vi referat fra de sidste timer af ferniseringsselskabets yderligere færden ud i Cadequess natteliv. Man begav sig mod stranden hvor man ville slutte af med en øl. Galningen hørte et orkester spille fantastisk flot, og fik selskabet med ind i en hotelhave, hvor et større selskab var forsamlet. På ganske kort tid havde han entret scenen, spillede luftguitar på livet løs indtil han havde fravristet sangeren sin mikrofon, hvorefter han til musikledsagelse fremsagde ”til lejligheden fremstillede digte”, samt sunget de underligste sange. Underholdningsværdien skulle efter sigende havde været ganske stor, idet samtlige orkestermedlemmer, tillige med at de fortsatte spilleriet, forsøgte at smide galningen ned fra scenen (uden det skulle virke for voldsomt, idet publikum øjensynligt morede sig kosteligt). Det lykkedes Ralph at få ham med, og aftenen sluttede i en af de udstillende kunstneres lejlighed, hvor aftenens højdepunkt indtraf. Kun iført solbriller, cowboyjakke og bar røv fremsagde han diverse avancerede lyde.
Og så påstår nogle at ferniseringer er kedelige
Hjemme i vor lille landsby herskede det samme virvar som tidligere år i weekendderne, ingen lovlige parkeringspladser at finde, men pyt vi var 2 dage i Marseille og lærte nogle tricks, så bilen blev ”smidt”.

3. juni 2007
Vi havde aftalt med Benjamin Torcal at komme til Tamaiu, hvor hans sommerhus ligger. Vi kunne her starte planlægningen af hans udstilling. Kl. 11.15 kørte vi hjemmefra, og nåede frem ved 13 tiden. Der var nøjagtig lige så skønt som sidste år. Vi fik aftaler lavet omkring vort besøg kommende weekend i Barcelona. Vi tager bilen ind, og møder ham i hans atelier for udvælgelse af malerier, som læsses, herefter kører vi til Joan Artigas Planas for at se hans skulpturer, og læsse dem på bilen. Vi finder derefter et sted hvor vi kan parkere vor store varebil, idet vi ikke kan få den i parkeringskældre i Barcelona. Benjamin havde planlagt henvendelser til Den spanske ambassade i Danmark, samt en række andre tiltag. Der bliver garanteret ”tryk på” i forbindelse med deres fernisering den 2 august i Rasmus-København. Fra Spanien kommer 11 personer til ferniseringen. Vi benyttede lejligheden til en dukkert i det skønne vand ved Tamaiu, og fik efter en halv times ventetid bord på lille fiskerestaurant ved stranden. Salat, brød smurt med tomater, hele blæksprutter, store rejer, mikromuslinger, alm. Muslinger, knivmuslinger, 2 slags helstegte småfisk mm.- skønt. På terrassen ved sommerhuset fik vi snakket fordeling af værker på udstillingen færdig, samt hvor mange værker vi ca. har brug for.


Vi forlod Benjamin og Merce og drog mod Torelli de Montgri, hvor vi vidste der havde været fernisering dagen før med værker af Jordi Isern. Vi viste værker af Jordi Isern på Art Copenhagen 2004 uden nogen større succes. Udstillingen var hos Michael Dunev, et galleri vi har kendt siden sin start i Nordspanien. Galleriet flyttede til Nordspanien fra Californien, hvor det med stor succes havde vist store amerikanske kunstnere, samt enkelte europæiske. Disse prøvede han at overføre til Nordspanien, men måtte erkende at man her kun vil have catalanske kunstnere. Galleriet er i dag væsentlig i Nordspanien. Vi fik snakket med Michael Dunev, og fik set udstillingen – meget spændende. Michael Dunev oplyste at han faktisk dagen før havde talt med Jordi Isern om os, herunder at vi stadig havde et maleri i Danmark. Dette havde vi faktisk medbragt i bilen, så vi fik Jordi Iserns nye adresse, og fik det afleveret på vej hjem.
Marti Boss er en anden gallerist i Torelli de Montgri. Ham slog vi ligeledes et smut forbi, og fik set hvad han havde på hylderne. En blandet ophængning, hvor vi kendte de fleste kunstnere. Marti Boss fik jeg med på Art Copenhagen for år tilbage, og det ærgrer ham at han ikke kan være med mere, idet messen er gjort nordisk. På vor tur hjemad kunne vi registrere en fantastisk smuk himmel, som med garanti ville havde kunnet give en høj karakter for solnedgang, såfremt vi havde været hjemme på altanen 21.04.
Hjemme på altanen med en godnatøl, spejdende igennem natten udover vand og bjerge, med lydende af fiskekutternes motorer på vej ud på havet. Det er ikke så ringe endda.
Endnu en dag som ikke har været helt spildt.

4. juni 2007
Enten har jeg ligget forkert, eller også er et anfald af podagra under opsejling. Højre storetå begyndte ved 4 tiden at mukke. Om der er tale om et reelt anfald, eller min underbevidsthed forsøgte at hjælpe mig med en undskyldning for ikke at komme ud på den gåtur vi havde planlagt her til morgen, vil kun de kommende dage vise. Det lykkedes i hvert fald, Elskemarie meddelte med stor medfølelse i stemmen at der under ingen omstændigheder kunne blive tale om gåtur.
Vi skal have registreret alle de værker vi indtil nu har fået samlet, til brug ved varelageropgørelse samt til brug ved fortegnelse over hvad bilen indeholder på hjemturen. Herudover forventes ingenting af den truende dag, så kom bare an.
En konsulent ringede for at overbevise mig om at jeg skulle ansætte en 46 årig pige 20 timer om ugen. Beslutning blev overdraget til Vibeke derhjemme.
En række ting blev drøftet med galleriet i Odense, og sluttelig meddelte de mig at det ikke ville kunne betale sig for mig at ringe i morgen, idet de havde besluttet at lukke galleriet. Nå – indtil jeg fandt ud af at det var grundlovsdag.
Alt papirarbejde, vedrørende foretagne opsamlinger / køb indtil nu blev klaret, så det var ikke så dårligt med en dag med overskyet vejr. Samtidig sad jeg så stille at jeg overhovedet ikke tænkte på min ømme tå.
Vi tændte for fjernsynet og sappede rundt til forskellige programmer, som alle har en version i dansk fjernsyn.. Fordelen her må være at vi ikke forstår hvad det er for problemer de har, når de vender vrangen ud. Var der så bare gået lidt Berlusconi-fjernsyn i det, så kunne vi da bare have skruet ned for lyden.

For fortsættelse klik nedenfor på gult:

Fortsættes